Info til grundejere 24/11-24
Så har vi modtaget den endelige vedtagelse af lokalplanen for vores område.
Som udgangspunkt har vi fået ret i mange ting, men ikke vores hoved anke på en maksimumbebyggelse på 180 kvm., det synes vi ikke er ok, så derfor anker vi naturligvis afgørelsen.
Anken skal være foretaget indenfor 4 uger, så vi har rimelig tid.
Herunder ses den godkendte lokalplan samt svarene til vores indsigelser og det ankebrev, som vi har tænkt os at sende.
Hvis I har noget at tilføje så skriv til: formand@hyldtofteoestersoebadet.dk
Mange hilsner bestyrelsen.
Klage vedr. kommuneplantillæg 9 og lokalplan 360-151 for sommerhusområdet Østersøbadet.
Den 11-11 2024 vedtog Plan, Klima og Teknikudvalget i Lolland kommune ovennævnte lokalplan for vores område.
Østersøbadet er et sommerhusområde, som består af 398 parceller og ligger i et skovområde med et meget rigt dyreliv af alle arter. (fugle, padder og pattedyr).
Husstørrelserne varierer meget, men de fleste ligger i størrelsen fra 60 til 80 kvm. hovedparten af sommerhusene har vacuum toiletter.
Østersøbadet er placeret med Hempelfondens arealer mod øst, Femernbælt mod syd, Orkideområde imellem elementfabrikken og vores område mod vest og så åbne marker mod nord.
Lokalplanen har været drøftet med skiftende bestyrelser over en årrække, og både grundejere og nuværende bestyrelse er overvejende enige og godt tilfredse med den nye samlede lokalplan.
En ting er dog blevet påpeget fra den 1. henvendelse vedr. ny lokalplan, og det er store sommerhuse. Alle bestyrelser har påpeget, at ved en bebyggelsesgrad på 15% skulle der være et loft på 180 kvm (dette har den tidligere kommunalbestyrelse også været enige i).
Da vi har en del store sommerhusgrunde i området, vil det med den nu vedtagne lokalplan være muligt at bygge sommerhuse på over 400 kvm.
På nuværende tidspunkt er der af uransagelige årsager bygget 3 store pool huse (opført med lokalplan på 10%) Disse huse giver med jævne mellemrum anledning til store gener for naboerne.
Når man skal rense disse pools og vandet bliver tømt, giver det pga. af det høje grundvand ”oversvømmelse” på nabogrundene, da det udledte vand står så højt, at ingen i flere dage kan komme af med det ”grå” vand.
Hvis man giver tilladelse til at bygge huse på over 180 kvm. vil det ofte være med det formål, at man vil lave en indendørs pool og ikke mindst i området med vacuum toiletterne, vil det give problemer. Rørene i vacuum området har en væsentligt mindre dimension end i området med ”almindelige” toiletter.
Vi mener, at med et hus på 180 kvm. kan der nemt blive plads til en stor familie eller flere mindre familier. Det er jo især til udlejning, at Lolland kommune ønsker store huse, men vi kan jo se på udlejningsfirmaernes hjemmesider, at lejerne påskønner det rolige naturområde og den dejlige badestrand, og de har med fuldt overlæg fravalgt et ”tivoliområde”
Som skrevet, så er kloakeringen i området bestemt ikke egnet til store huse, og vores infrastruktur med private grusveje har også svært ved at skulle bære en øget trafik.
I svaret fra Udvalget er der ingen løsning på vores høringssvar.
Der henvises til byggereglementet om isolering (støj) men om sommeren, hvor døre og vinduer ofte er åbne hele natten, så hjælper dette ikke.
Der henvises også til at Grundejerforeningen kan lave regler hvornår vinduer og døre skal være lukket, disse regler har vi, men hvis et kæmpehus er udlejet til en stor mængde festglade mennesker, så vil en henvendelse ikke hjælpe. (det er afprøvet)
Mht. kloakering, så er det fint, at der er regler for at komme af med vand fra en pool, men i praksis vil det jo være en lov, som ingen overholder, og hvis vandet er lukket ud, så er det naboernes problem i mange dage efter.
Udvalget skriver også, at det primært er i Saxfjeddelen af området, hvor der er store grunde, men det gør jo så bare, at risikoen for store huse vil være koncentreret på et relativt lille område.
I øvrigt henviser svaret fra udvalget til mange regler og regulativer. For os i Østersøbadet er det naturligvis vigtigt, at regler og regulativer overholdes, men i tillæg til det, er det vigtigt for os, at området fastholdes som den stille og rolige naturperle, som det er.
Vi fastholder således vores anke om at man tillader store huse, så vi ønsker at fastholde, at der fastsættes en øvre grænse på 180 kvm.
Huse på 180 kvm vil sagtens kunne rumme en eller to storfamilier, da der jo ofte er masser af værelser i et sådant.
Mvh
Bestyrelsen Grundejerforeningen Østersøbadet
Verner Christoffersen
Formand
Godkendt lokalplan - anke
Lokalplan for Østersøbadet.
Vi kan læse i referatet fra mødet med Klima, Teknik og Miljøudvalget, at lokalplanen for Østersøbadet er godkendt. Udvalget har ikke accepteret Grundejernes, de skiftende bestyrelsers ønske om et loft på 180 kvm.
Ifølge Lolland kommune vil alle grundejere d. 21. nov. modtage information herom, og alle, som har lavet indsigelser vil få svar med begrundelse.
Fra den 21. nov. har vi derefter 4 uger til at anke denne beslutning.
Vi må jo afvente information fra Lolland kommune. Bestyrelsen vil så snarest udmelde, hvordan vi kan kæmpe videre for at undgå store huse i vores område.
Pbv.
Verner
Lagt op d. 17/11 2024
Indsigelse og bemærkning - Sportsanlæg og Anneks
Bestyrelsen har nu sendt kommentarer til de tilføjelser, som alle grundejerne har fået i deres e-boks. Det er vigtigt, at så mange som muligt personligt sender egne kommentarer til Lolland Kommune.
Hilsen Verner.
18-7-24
Indsigelse og bemærkning til tilføjelse vedr. lokalplan Østersøbadet
Vi har i vores personlige E-Bokse modtaget tillæg til bestemmelser vedr. sportsanlæg og anneks.
Vi undrer os over, at vi som forening ikke har modtaget den samme information?
Mht. sportsanlæg kan vi som forening kun være enige i forslaget.
Blot til information, skal vi gøre opmærksom på, at der på foreningens arealer forefindes flere forskellige små sportsaktivitetspladser. F.eks. er der ved kiosken både petanque og krolfbane og midt i vores udstykning er der placeret en mindre boldspilsbane.
De ændrede bestemmelser vedr. anneks kan vi også acceptere, men der skal stadig være en øvre grænse for, hvor stort beboelsesarealet må være. Vi mener stadig (med henvisning til vores tidligere indsigelse) at det samlede beboelsesareal ikke må overstige 180 kvm. Det skal stadig ses i lyset af vores grundvand og kloakering, hvor man med de nye regler uden øvre grænse, sagtens vil kunne opføre et anneks, hvor der kun er indendørs swimmingpool.
Argumenterne for, hvorfor der ikke må opføres sportsanlæg, synes vi så er de samme, hvorfor der ikke må opføres beboelsesarealer over 180 kvm.
Blot for at citere:
Lolland kommune ønsker med den nye lokalplan, at sikre sommerhusområdets grønne karakter.
Det må forventes, at et sådant anlæg vil genere med støj og lysgener, som kan være generende for beboere og gæster i området.
Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen for grundejerforeningen Østersøbadet
Verner Christoffersen
Brev til medlemmerne om høringssvar.
Østersøbadet 2-5-24
Kære medlemmer i Grundejerforeningen Østersøbadet.
I har alle i jeres e-Boks modtaget høring til lokalplansforslag for vores område.
Den tidligere bestyrelse har givet deres ønsker til denne plan og den er i nogen grad blevet hørt.
Udkastet til lokalplanen fik vi i bestyrelsen så i efteråret til gennemgang. Vi har så indgivet vores svar til denne (det er der skrevet om på hjemmesiden tidligere).
Nu har vi alle så fået den endelige lokalplan, som der inden d. 15. Maj skal gives svar på. Vi vedhæfter vores svar, og vi tror, at jo flere af jer, som indgiver jeres høringssvar, jo mere vil der blive lyttet.
Svaret skal sendes til: planerogkort@lolland.dk.
Det skal selvfølgelig være det, som der personligt falder jer i øjnene.
Mange hilsner og håber vi ses til generalforsamlingen d. 19. maj.
Bestyrelsen
Indsigelse 2, lokalplaner.
Østersøbadet 2-5-24
Vedr. ny lokalplan for Østersøbadet.
Tak for tilsendte lokalplan, som vi overordnet er tilfredse med. Det har været et samarbejde over et stykke tid, hvor skiftende bestyrelser har været involveret, og hvor det meste er kommet på plads.
I lokalplanen står samtlige ejere af ejendomme i grundejerforeningen sal .. osv. Det skal rettes til samtlige grundejere. Blot så det ikke kan misforstås, så det ikke kun er bebyggede grunde, som skal være medlem.
Bygningsgraden på 15% er også i overensstemmelse med vore ønsker, Dog ønsker vi ikke huse over 180 kvm. Vi er klar over, at udvalget for turisme ikke ønsker en overliggende grænse for størrelsen på sommerhuse. Men det er ikke altid stort er godt. Østersøbadet er et relativt lille område med en helt speciel natur og tilhørende dyreliv, og vi mener ikke at kæmpe sommerhus passer ind hos os. Samtidig er et sommerhusophold ikke altid lig med ”fest og farver.” Vi ved fra kommentarer fra vore udlejningsgæster, at roen, stilheden og naturoplevelsen har været det bedste ved opholdet. Yderligere nu, hvor Saxfjed vildmark er blevet en realitet, mener vi klart naturen skal have 1. prioritet.
Det næste store problem er, at grundvandet står højt i vores område. Det betyder, at ofte er der flere sommerhusejere, som ikke kan komme af med det grå vand.
Vi har 3 store sommerhuse med pool, og hver gang, at når poolen skal tømmes til rensning, så kan de omkring liggende huse i flere dage ikke komme af med deres grå vand. Vi har også oplevet, at der er målt udslip af det grå vand, som jo så er løbet sammen med overfladevandet.
Endelig er vore veje i området nu udsat for et stort slid. Ved et endnu større slid vil det for grundejerforeningen ikke være muligt, hverken fysisk eller økonomisk at kunne vedligeholde disse.
I kommuneplanen står der, at for de gamle sommerhusområder fastsættes bebyggelsesprocenten til 15, medmindre der er særlige hensyn som taler imod. Vi vil gerne acceptere en bebyggelsesprocent på 15, men stadig med en øvre grænse på 180 kvm. Det vil give store huse, men med maks. 180 kvm. Det kan så i samme forbindelse undgå at der kommer indendørs pools, som Lolland kommune ifølge vores oplysning ikke kan forbyde.
Til tagbeklædning står det ikke helt tydeligt, at man naturligvis også må benytte eternittagplader, som er det de fleste tage er beklædt med.
Der står også, at kloakering er registreret, som privat anlæg. Vi skal gøre opmærksom på, at her er kloakeringen i S1 (den gamle Hyldtofte grundejerforening) ved dom et anliggende, som hører under Lolland kommune.
I S2 (den gamle Saxfjed grundejerforening) er der oprettet et pumpelag.
I den nye lokalplan, står der ikke noget om flere udstykninger i området, men vi er orienteret om, at Lolland kommune vil have yderligere 52 nye grunde i Østersøbadet. Vi er et område på 399 parceller, og med pt. 105 ubebyggede grunde. Dette sammen med ovennævnte begrundelser, ønsker vi heller ikke en yderligere udstykning.
På bestyrelsen for grundejerforeningens vegne.
Verner Christoffersen
15/4 2024 Møde i Klima, Teknik og miljøudvalget
Klima, Teknik og miljøudvalget har i dag haft møde.
Et af punkterne på dagsordenen var forslag til lokalplan for Østersøbadet.
Erik og jeg mødte op for at deltage/overhøre det åbne møde, men blev klart gjort opmærksom på, at vi
kunne ikke være tilhørere, så vi måtte gå med uforrettet sag.
Vi kender jo så naturligvis ikke skæbnen for forslaget, men vi vedhæfter her forskellige bilag vedr.
lokalplanen.
Vi har i bestyrelsen haft lejlighed til at gennemgå første udkast til lokalplanen, og vi vedhæfter også
svarene på vores indsigelser.
Det største problem i den lokalplan, som nu er oplægget, er at man anbefaler en bebyggelsesprocent
på 15% og uden loft. Det kan betyde huse på over 400 kvm.
Der kan ikke umiddelbart sammenlægges grunde, så det er kun på de nuværende grunde, at der kan bygges i den størrelse.
Når lokalplanen bliver endelig politisk vedtaget, vil den blive sendt til alle grundejere i Østersøbadet, og så må den enkelte jo indgive deres kommentarer, ligesom vi i bestyrelsen naturligvis igen gennemgår planen og vil
så igen give vores kommentarer.
Hilsen
Erik og Verne
Høring af Forslag til Lokalplan 360-151 og Kommuneplantillæg 9 for Sommerhusområdet Østersøbadet
Januar 2024 Svar på vore indsigelser
Status på lokalplan
Status er at forslaget til lokalplanen forventes at blive behandlet på Klima-, Teknik og Miljøudvalget den 15. april 2024.
Ændringer
Klima-, Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 8. januar 2024 taget stilling til nogle konkrete principper for eksisterende og nye sommerhusområder. Du kan se hvad de har behandlet og besluttet her under punkt 2: Klima-, Teknik- og Miljøudvalget – Lalandia (lolland.dk)
De har bl.a. besluttet, at ved lokalplanlægning for eksisterende sommerhusområder skal den eksisterende udstykningsstruktur i udgangspunktet fastholdes og bebyggelsesprocenten skal i udgangspunktet fastsættes til 15, medmindre der er væsentlige hensyn til fastholdelse af det eksisterende bebyggede miljø der taler afgørende imod.
Det har medført, at bestemmelserne vedr. udstykning er blevet ændret i lokalplanen, så det nu ikke er tilladt at lave sammenlægninger eller andre matrikulære ændringer, der ændrer på den eksisterende udstykningsstruktur. Hvis man ønsker at sammenlægge grunde, vil det kræve en dispensation fra lokalplanen, som skal politisk behandles.
Svar på jeres kommentarer
Antal grunde
Vi har regnet på det igen, og det er korrekt at der er kun 399 sommerhusgrunde.
Sheltere
Der er kommet nye regler i bygningsreglementet om sheltere, og vi har derfor tilpasset bestemmelsen, så det svarer til reglerne i bygningsreglementet. Det er derfor nu muligt at opføre ét shelter på 20 m2 med en afstand på 5 meter fra naboskel.
Tagdækning
Vi har ændret bestemmelsen, så der også må anvendes ståltage, og vi har slettet listedækket tagpap – nu står der bare tagpap.
Varmepumper
Bestemmelsen skal være med til at sikre, at varmepumperne tilpasses den eksisterende bebyggelse og ikke virker dominerende. Vi har ændret bestemmelsen, så det også er en mulighed at give anlægget samme farve som huset f.eks. ved brug af farvet folie, og ellers må man søge om en dispensation fra lokalplanen, hvis man har et anlæg, som forhandleren har oplyst, ikke kan tåle at blive inddækket.
Paraboler
Det er blevet skrevet ind i lokalplanen, at man gerne må have paraboler, og at de skal placeres under tagrendehøjde på et sted, hvor de ikke er synlige fra veje og stier.
Eksisterende legetårne, bygninger osv.
Det er tilføjet, at eksisterende lovlige hævede opholdsarealer som f.eks. legehustårne, udkigstårne og lign., der er opført før lokalplanens endelige vedtagelse kan dog opretholdes uændret. Ved nedtagning af anlægget må nyt ikke opsættes.
Grundejerforening
Afsnittet er ændret til følgende:
Samtlige ejendomme i lokalplanområdet har pligt til at være medlem af den eksisterende grundejerforening ”Grundejerforeningen Østersøbadet”.
Ændringer af grundejerforeningens vedtægter skal godkendes af Lolland Kommune.
Det er bl.a. grundejerforeningens formål at administrere og vedligeholde interne adgangsveje, stier og parkeringsarealer, såvel som at etablere og vedligeholdelse af fælles friarealer inden for lokalplanens område.
Fælles drænledninger
Vakuumsystemet er et spildevandssystem, som Lolland Forsyning har ansvaret for, så det ændres der ikke på. Drænledningerne opfanger drænvand fra grundene, og som jeg forstår det har de altid været privat anlæg.
Hvis du har yderligere spørgsmål hertil, er du velkommen til at kontakte min kollega i miljøteamet, Hanne Jønsson, e-mail hajo@lolland.dk , tlf.: +4554676412.
Grundstørrelser
Som oplyst tidligere har Klima-, Teknik- og Miljøudvalget den 8. januar 2024 besluttet, at ved lokalplanlægning for eksisterende sommerhusområder skal den eksisterende udstykningsstruktur i udgangspunktet fastholdes.
Bestemmelsen i lokalplanen er derfor blevet ændret, og det er nu ikke længere muligt at sammenlægge grunde eller foretage andre matrikulære ændringer.
Hvis man ønsker at sammenlægge grunde, vil det kræve en dispensation, som vil skulle politisk behandles.
Sommerhusenes størrelse
Som oplyst tidligere har Klima-, Teknik- og Miljøudvalget den 8. januar 2024 besluttet, at ved lokalplanlægning for eksisterende sommerhusområder skal bebyggelsesprocenten i udgangspunktet være 15. Der er derfor ikke fastsat nogen maks. størrelse på sommerhusene.
Faste swimmingpools
Det er skrevet ind, at der i lokalplanområdet ikke må etableres faste udendørs pool-anlæg. Det omfatter dog ikke udendørs vildmarksbade, spa, soppebassin og lign. kar/bassin på maks. 6 m2.
Indendørs pools kan vi ikke regulere i lokalplanen.
Tinglyses ejerforeningsbidrag for begge grunde
Det kan vi ikke stille bestemmelser om i lokalplanen. Det skal håndhæves via jeres vedtægter.
Solfangere på flade sommerhustage
Opsætning af solfangere på flade tage, er som udgangspunkt i strid med Lolland Kommunes administrationspraksis for solcelle- og solfangeranlæg, da det har æstetisk betydning og kan medføre nabogener som f.eks. skygge. Hvis man ønsker at opsætte solcelle- eller solfangeranlæg på sit flade sommerhus tag må man søge en dispensation, og så vil der blive foretaget en konkret vurdering.
26/6 2023 2. Forslag til "Kommuneplantillæg 9 - Sommerhusområdet Østersøbadet, og L "Lokalplan 360 - 151 - Sommerhusområdet Østersøbadet"e
Sagsnummer: 01.02.05-P16-326-20
Sagsbehandler: Helle Lone Vanman Jørgensen
Sagsfremstilling:
Forslag til ”Kommuneplantillæg 9 – Sommerhusområdet Østersøbadet”, og ”Lokalplan
360-151 – Sommerhusområdet Østersøbadet”
Den 13. januar 2021 godkendte, daværende Teknisk Udvalg, at der udarbejdes et nyt
plangrundlag for de to eksisterende sommerhusområder – Hyldtofte Østersøbad og Saksfjed
Østersøbad, efter ansøgning fra Grundejerforeningen Østersøbadet – bilag 1. Forslag til
”Kommuneplantillæg 9 – Sommerhusområdet Østersøbadet” bilag 2, og forslag til ”Lokalplan
360-151 – Sommerhusområdet Østersøbadet” bilag 3, er derfor udarbejdet med udgangspunkt
i grundejerforeningens ønsker.
Grundejerforeningen Østersøbadet ønsker, at de to sommerhusområder planmæssigt samles
under ét med navnet ”Sommerhusområdet Østersøbadet” samt at plangrundlaget
moderniseres, da de to områder er reguleret af ældre byplanvedtægter fra 1975, der ikke
længere er tidssvarende.
Efter ønske fra grundejerforeningen muliggør lokalplanen en bebyggelsesprocent på 15, med et
øvre loft for boligarealet på 180 m2 inden for den enkelte sommerhusgrund. Lokalplanen giver
også mulighed for andre tagkonstruktioner end saddeltag, for at muliggøre varieret
sommerhusbebyggelse, samt der fastlægges en øvre og nedre grundstørrelse på ml. 1200-2500
m², ved fremtidig udstykning og sammenlægning af sommerhusgrunde.
For at imødekomme eventuelle fremtidige behov for fælles funktioner inden for inden for
Østersøbadet, giver lokalplanen samtidig mulighed for, at der kan etableres en daglig- og/eller
udvalgsvarebutik, samt et fælles foreningshus, inden for to matrikler beliggende i den
sydøstligste del af sommerhusområdet. Yderligere muliggør lokalplanen, at der kan etableres
rastepladser for autocampere inden for den eksisterende offentlige parkeringsplads samt fælles
affaldssorteringsstationer i lokalplanområdet.
Økonomi
–
Planmæssige forhold/Lovgrundlag
Lov om planlægning
I Kommuneplan 2021-2033 er lokalplanområdet omfattet af kommuneplanens rammeområde
355-S1 for Hyldtofte Østersøbad, og 355-S2 for Saksfjed Østersøbad. Da ”Forslag til Lokalplan
360-151 – Sommerhusområdet Østersøbadet” muliggør en byggehøjde på 6,5 m, og en
bebyggelsesprocent på 15, er lokalplanen ikke i overensstemmelse med de gældende
kommuneplanrammer. Derfor forudsætter den nye lokalplan for de to sommerhusområder, at
der samtidig udarbejdes et kommuneplantillæg, som muliggør realisering af lokalplanen.
Ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) skal der
foretages en miljøvurdering af planer, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på
miljøet. Der er foretaget en miljøscreening af kommuneplantillæg og lokalplan, og på den
baggrund har Teknik- og Miljømyndigheden vurderet følgende jf. lovens § 10: Der foretages
ikke en miljøvurdering af planerne, idet der er tale om mindre ændringer af det eksisterende
plangrundlag, som vurderes ikke at danne grundlag for byggeri og anlæg, der medfører en
væsentlig påvirkning af miljøet.
Høring/udtalelse
Høring/udtalelse
Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan skal, jf. reglerne i lov om planlægning, sendes i
offentlig høring, og vil derfor blive sendt i 8 ugers offentlig høring. Der planlægges ikke afholdt
borgermøde i høringsperioden, idet der ikke planlægges for et nyt sommerhusområde med helt
nye byggemuligheder. Det nye plangrundlag giver udelukkende mulighed for mindre justeringer
af gældende plangrundlag for Østersøbadet, hvoraf 3/4 af lokalplanområdet i dag er bebygget.
Dertil kommer, at plangrundlaget primært er udarbejdet med udgangspunkt i
Grundejerforeningen Østersøbadets ønsker.
Forslag til kommuneplantillæg og lokalplan har været i intern høring i Lolland Kommunes
administration. På baggrund af den interne høring anbefaler administrationen, at lokalplanen
justeres, inden den sendes i offentlig høring, således at lokalplanen ikke fastlægger et loft for
sommerhusenes maksimale boligareal på 180 m², inden for den enkelte sommerhusgrund.
Begrundelsen er følgende:
Det er 2 år siden daværende Teknisk Udvalg godkendte, at igangsætte lokalplanen for
Østersøbadet, og siden har udviklingspotentialerne inden for turisme på Lolland ændret
sig markant.
Byrådet har i mellemtiden vedtaget en strategisk fysisk udviklingsplan for Lollands
Sydkyst, hvori det fremgår, at udviklingspotentialet for udbygning af
overnatningskapaciteten langs sydkysten er stort. Det fremgår, at der aktuelt er behov
for at øge overnatningskapaciteten inden for alle former for overnatning langs sydkysten,
herunder overnatningstilbud til de målgrupper der understøtter helårsturismen,
eksempelvis sommerhuse der kan huse flere familier ad gangen.
Styregruppen for turisme vedtog december 2022, at der i ny eller reviderede lokalplaner
for sommerhusområder langs sydkysten ikke må fastsættes en øvre begrænsning for
sommerhusenes boligareal, men udelukkende en bebyggelsesprocent på 15.
I det eksisterende plangrundlag fra 1975, er der ikke fastlagt et øvre loft for bebyggelsen, og
der er derfor flere steder inden for lokalplanområdet bygget ud fra den præmis. Der er
efterfølgende i 2022 udarbejdet en sommerhusanalyse, som ligeledes behandles på
Klima-, Miljø-, og Teknikudvalget den 17. april 2023. Heri fremhæves Østersøbadet som
et område med potentiale for større sommerhuse, der kan huse flere familier ad gangen.
I sommerhusanalysen fremgår det netop, at der allerede i dag er etableret sommerhuse
over 200 kvm inden for Østersøbadet, med plads til op til 18 personer.
Indstilling
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima-, Teknik- og Miljøudvalget godkender følgende:
Forslag til ”Kommuneplantillæg 9 – Sommerhusområdet Østersøbadet” og ”Lokalplan 360-151 –
Sommerhusområdet Østersøbadet”, godkendes og sendes i offentlig høring i 8 uger, efter
bestemmelse om maksimal boligareal på 180 m², inden for den enkelte sommerhusgrund, er
taget ud af lokalplanplanforslaget