Referat

Bestyrelsens beretning

Sidste årsgeneralforsamling blev lidt kaotisk, så det håber vi bliver bedre denne gang.

Vores start i bestyrelsen var også lidt kaotisk, da vi egentlig startede på bar bund. Vi havde ikke adgang til foreningens pc. Og dermed ikke til både  kontakter og meget andet som var sket inden for de sidste år.

 

Formandsmappen havde vi heller ikke, men da vi nu har modtaget den, er der kun de referater, som ligger på vores hjemmeside, og de er jo ikke særligt fyldestgørende.

 

Vi besluttede derfor at købe en ny pc. Som er grundejerforeningens ejendom, og som skal følge formanden. Den bruges kun til foreningsrelateret arbejde og alt gemmes på den i skyen.


Vi besluttede også at få internet i kiosken (primært så vi i bestyrelsen kunne kommunikere på Teams, for medlemmer, som ikke kunne deltage fysisk i bestyrelsesmøder). Som sidegevinst kunne kiosken så få bedre muligheder for betaling, og som en ekstra service har vi også åbnet den, så autocamperne kan bruge det.


Vi lovede også mere åbenhed og mere information. Det mener vi, at vi har levet op til via vores Facebook side og selvfølgelig vores hjemmeside.


De første store udfordringer vi havde, var Refa og Ishuset.


Ishuset var Karsten hurtig til at finde en forpagter, og hun havde så åbent, men lagde nok ikke hele sit hjerte i det, og hun fortsætter så heller ikke.


Refa var et problem, som jo egentligt var et resultat af dårlig kommunikation fra Refa. Da Refa endelig meldte ud, at der var frit valg til de 2 løsninger, så var problemet jo løst. Vi får ikke flere store skraldebiler ind på de små veje, end vi har haft hele tiden, og dem der vil være fri for affaldsbeholdere, spare lidt penge og have lidt ekstra motion har så valgt Ø-løsningen. Fordelingen er lige nu 95 til Ø-løsningen.


Vi har desværre også været ramt af en brand og vi har haft et par storme, som har væltet en del træer, og os bekendt er der 4 huse som blev beskadiget. Dette kan igen få os til at opfordre til, at bestyrelsen får
telefonnumre og e-mailadresser, så vi hurtigt kan informere, hvis der er problemer.


Vand har vi så også haft masser af. Som i alle andre sommerhusområder, har vi ikke en optimal kloakering, og det sammenholdt med de store mængder nedbør, har jo så gjort, at vi på grundene har haft meget vand.
Vi skal huske, at vand på egen matrikel, skal vi selv afhjælpe, men når Lolland kommune, så heller ikke har vedligeholdt vores kloaksystem langs vores veje (der hvor også vores afløb sluttes til) så har det ikke været let.
Vi har brugt en del energi på at diskutere med mange forskellige kommunale medarbejdere. Senest har Erik og jeg haft møde med Lolland kommune vedr. vores overfladevand, som oversvømmer en del grunde.
Lolland kommune har efterfølgende rettet op på fejl og mangler, og vi håber det hjælper i fremtiden. I hvert fald har vi skabt en god kontakt, som kan hjælpe os hurtigt.


Lokalplanen har hidtil været opdelt i Hyldtofte Østersøbad og Saxfjed Østersøbad. Nu skal der laves en fælles. Bestyrelsen fik i sommer et udkast til den nye lokalplan. Vi skulle komme med vores input snarest,
men først her i marts har vi fået svar på, hvilke af vores indsigelser der er blevet set på. Vi har fået medhold i en del, men der er jo stadig huse over 180 kvm. Vi har sendt vores indsigelser og jo også opfordret jer til at i hver især kommer med jeres indsigelse og at i sendte direkte til kommunen.


Det skal også nævnes, at vi har haft møde med LE34(landinspektør firma i Maribo) hvor vi har gennemgået de servitutter, som kommunen ønsker at aflyse. Vi har sagt ja til dem, som nu afløses af den nye lokalplan, men endelig accept af aflysningerne kommer først når lokalplanen er lavet og vi har gennemgået den en gang til holdt op mod tinglysningerne.


Skovbyholm har igen i år (2024) været og fælde træer hos de grundejere, som ønskede det. Bunken ved Musvitvej er nu fjernet og det er vores håb, at man ikke fortsætter med at læsse grene og affald af her. Vi vil ikke lave nye aftaler med Skovbyholm, men det er naturligvis frit for, at den enkelte laver aftale. Bestyrelsen vil i fremtiden ikke tillade, at Skovbyholm opbevarer træer og grene på grundejerforeningens arealer. Træer og afklip skal således opbevares på egen grund, og grene kan så lægges ud til flisning efter reglerne.

 

Tak til de grundejere, som i det daglige sørger for, at vores område holdes
i en pæn stand.
Det gælder også til de bestyrelsesmedlemmer, som holder vores områder ved kiosken rene og pæne og dem som sørger for, at vore veje og stier er vedligeholdt.

Og ikke mindst til grundejere som vi møder på stranden, som samler skrald op her.

Grundejerforeningen Østersøbadet, regnskab 1/1 – 31/12-2023

Intro til indkaldelsen til generalforsamling

Vi vedhæfter årsregnskabet og en del andre papirer, som er i forbindelse med dagsordenen.

Vi forventer ikke at have udskrevne papirer til alle på dagen, da der er en skærm i hallen,- hvorpå de enkelte punkter vil blive gennemgået.

 

Håber vi ses til en god dialog.

 

Husk i øvrigt, forslag som skal tages op på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde mindst 8 dage før generalforsamlingen (11maj)

 

Mange hilsner

Bestyrtelsen

Udgivet 29-04 2024

Indkaldelse til generalforsamling

Østersøbadet d. 29-4-24

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i grundejerforeningen Østersøbadet.

 

Søndag d. 19. maj kl. 10 i Errindlev Forsamlingshus

Centralskolevej 8,

4895 Errindlev

 

Umiddelbart efter afslutning af den ordinære generalforsamling indkaldes til ekstraordinær generalforsamling samme sted.
Årsagen til den ekstraordinære generalforsamling er: at mindst 25% af foreningens medlemmer skal være til stede og det forventer vi ikke. Hvis forslagene om vedtægtsændringer vedtages på den ordinære generalforsamling, kan de således vedtages på den ekstraordinære generalforsamling.

 

Eneste punkt på den ekstraordinære generalforsamling er således vedtagelse af de foreslåede vedtægtsændringer.

 

Dagsorden til ordinær generalforsamling:

1) Valg af dirigent

2) Bestyrelsens beretning

3) Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

4) Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent

5) Forslag fra bestyrelsen

  1. a) Ændring af vedtægter (se vedhæftede)
  2. b) Opdatering af ordensreglement (se vedhæftede)

6) Forslag fra medlemmerne

7) Orientering om kioskens fremtid

8) Valg af bestyrelse

  1. a) Valg af formand (kun på valg i ulige år)
  2. b) Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer.

På valg er:

Erik Larsen (villig til genvalg)

Henning Larsen (villig til genvalg)

Anders Bille Larsen (modtager ikke genvalg)

  1. c) Valg af 2 suppleanter (begge er på valg)

                           Ingrid Vallentin (modtager ikke genvalg)

                           Trine Lykke Hansen (modtager ikke genvalg)

  1. d) Valg af revisor og revisorsuppleant (begge på valg)

                           Revisor Susanne Cetti (modtager ikke genvalg)

                           Revisorsuppleant Erik Frydendal

9) Eventuelt

3. Årsregnskab underskrevet

5. Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer

§2

  1. S1 (Gl. Hyldtofte grundejerforening) og S2 (Gamle Saxfjed grundejerforening) udgår og der tilføjes ”til den enhver tid gældende lokalplan”

Begrundelse: blot en opdatering, da der i fremtiden kun er en lokalplan for området.

§3

  1. ændres til: kan der efter 14 dage sendes en rykker med gebyr efter gældende regler. Hvis der yderligere efter 14 dage ikke er indbetalt, kan anden rykker sendes med pålagt yderligere gebyr.
  2. ændres til: Hvis beløbet ikke er indbetalt inden 14 dage efter anden rykkers forfaldsdato, kan hele beløbet søges inddrevet via inkasso

Begrundelse: Vores vedtægter skal følge lovgivningen. Der skal sendes 2 rykkere inden inkasso

 

§4

 

Stk. 1. h         Referatet godkendes af de deltagende bestyrelsesmedlemmer senest 3 dage efter udsendelse og offentliggøres herefter snarest på foreningens hjemmeside.

 

Stk. 1. l.         Foreningen skal tegne en bestyrelsesansvarsforsikring.

Begrundelse: opdateres blot til nuværende sprog og tidsånd.

 

Stk. 2. a.        Udgår

Begrundelse: Det er det mest normale i foreninger, at den valgte bestyrelse konstituerer sig selv. Det giver det bedste arbejdsklima for samarbejdet blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer.

 

Stk. 3. g.        alle fakturaer, som ikke betales over pbs eller lignende betalingssystemer, verificeres af formanden eller et bestyrelsesmedlem sammen med formanden.

Begrundelse: blot en opdatering ift. Den nutidige bogføringshåndtering af kassereren.

 

Stk. 3. k.        Dato ændres til 15. februar.

 

§5

 

Stk.1. b.         Generalforsamlingen afholdes den anden lørdag i marts

Begrundelse: det har været kutyme, at generalforsamlingen er holdt i pinsen, men det betyder, at en ny bestyrelse skal dele et halvt års ansvar med den tidligere bestyrelse, og samtidig betyder den sene afholdelse, at en ny bestyrelse først rigtig kommer i gang med at arbejde efter sommerferien.

 

Stk. 2. b.        Der tilføjes: og pr. mail

Begrundelse: Vi håber stadig at få alle grundejeres mailadresser, og så vil sådanne meddelelser være vigtige at sende personligt.

 

Stk. 3. 7a.      Formand – udgår hvis §4 stk. 2a vedtages

 

Stk. 3. 7b.      Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer.

Begrundelse: Det optimale på nuværende tidspunkt er 7, men må under ingen omstændigheder komme under 5

 

Stk. 4c.          Bestyrelsen konstituerer sig selv. Resten slettes hvis §4 stk. 2a vedtages

 

Stk. 4d.          Udgår. ”hvis §4 stk. 2a vedtages”

Gældende vedtægter med overstregninger.

Forslag til nye ordensregler

Ordensregler for Grundejerforeningen Østersøbadet.

Vi som grundejere i Østersøbadet respekterer naturligvis gældende lovgivning og den til enhver tid gældende lokalplan. Udover det bør det være naturligt, at vi agerer fornuftigt og hensynsfuldt over for hinanden.

Desværre er vi alligevel nødt til at have nogle få regler, som gælder for alle.

  • Brug af åben ild.

I hele Østersøbadet inklusive private grunde er al åben ild forbudt. Det gælder også nytårsfyrværkeri. Grill og røgeovne er tilladt, men skal altid være placeret på fast ikke brændbart underlag.

Årsagen til dette forbud er jo hensyntagen til, at vi bor i et skovområde, hvor både tørre grene og hele vores ”skovbund” er meget let antændelig.

Mht. fyrværkeri er det naturligvis også dyrelivet, som vi skal tage hensyn til.

  • Hunde.

Hunde skal uden for egen matrikel altid føres i snor. Efterladenskaber skal naturligvis på hele grundejerforeningens område samles op

  • Kørsel på vores veje.

Der er 30 km. hastighedsbegrænsning i hele vores område. Det skal ikke ses som man skal køre denne hastighed. Vores private veje er skrøbelige, og da Grundejerforeningen jo hvert år bruger både tid og mange penge på        vedligeholdelse, bør man tænke på at fart slider.

Endelig skal vi tage hensyn til vores rige dyreliv, og til hinanden.

Al færdsel i køretøjer uden for vores veje er naturligvis ikke tilladt.

  • Beskæring af træer.

Det er den enkelte grundejers pligt at beskære træer og buske, så der ikke hænger grene ud over vores vejnet.

Vi har ingen vicevært i grundejerforeningen, så vi henstiller også til alle vores medlemmer, at vi hjælpes med at holde hele vores område pænt og rent              

 

6. Forslag fra medlemmerne.

Modtaget fra Christian Harre, Solsortevænget 10

Det kommer jo næppe som nogen overraskelse at jeg ikke har nogen form for tillid til den
siddende bestyrelse eller deres måde at agere på. Jeg vil naturligvis komme nærmere ind på dette
til generalforsamlingen.
Nedenfor indsættes 2 forslag til vedtægtsændringer til generalforsamlingen

 

FORSLAG 1
Foreningens vedtægter ændres i § 5 stykke 4 pkt. b
Fra:
Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, bestående af mindst 5 medlemmer, til at
varetage foreningens interesser i det daglige og udføre generalforsamlingens
beslutninger.
Til:
Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, bestående af mindst 5 medlemmer –
repræsentativt fordelt mellem fastboende og sommerhus/fritidshusejere med en fordeling
der siger maksimalt 20 % fastboende og minimum 70% fritidshusejere – til at varetage
foreningens interesser i det daglige og udføre generalforsamlingens beslutninger.


Begrundelse: Den gamle formand valgte at gå af idet ”den hårde kerne” af ”fastboende” i
bestyrelsen kørte en egocentrisk dagsorden og plejede egne interesser til skade for
sommerhusområdet Østersøbadet. Dette er åbenlyst fortsat i det nu forgangne
bestyrelsesår. Vores område er et sommerhusområde og det bør være
sommerhus/fritidshusejere der sætter dagsordnen.

 

Med venlig hilsen
Christian Harre, Solsortevænget 10


Forslag 2
Ny paragraf til indføjelse i vedtægterne!!!!!
Såfremt der opstår forhold, der kan påvirke området Østersøbadet tinglysningsmæssigt,
infrastrukturelt eller miljømæssigt eller forhold der kan påvirke den enkelte grundejer
økonomisk (ud over bagatelgrænsen 250 kr. årligt), er bestyrelsen forpligtiget til at
forelægge de omhandlede forhold for grundejerne til afstemning på en ordinær eller
ekstraordinær generalforsamling inden beslutning tages.


Begrundelse: i det forgangne år har bestyrelsen – uden på nogen måde at inddrage
grundejerne – truffet flere afgørelser vedr. området i både infrastrukturel, miljømæssig og
økonomisk henseende, der kan have konsekvenser alle grundejere. Det er hverken god
foreningspolitik eller på nogen måde rimeligt at en bestyrelse arbejder på denne måde –
derfor må der således vedtægtsbestemmes så det ikke kan ske igen.


med venlig hilsen
Christian Harre Solsortevænget 10